Arkitektkonkurrence

Med i alt 35.000 kr. på bordet havde Ejer Bavnehøjsselskabet råd til arkitektkonkurrence, honorar, byggeri og portrætbuste af kong Christian 10.
De samlede omkostninger svarende dengang til prisen på en præsentabel landejendom med besætning og 30-40 tdr. land. Det var rigeligt til at brødføde en familie med en halv snes børn og tjenestefolk.
I april 1923 valgte man en lokal bedømmelseskomite, som bestod af redaktør Christian Friis fra Skanderborg, gårdejerne Rasmus Pedersen fra Ejer og Niels Sørensen fra Elling. Komiteen blev udvidet med chokoladefabrikant Clausen fra Århus, ingeniør Paul Larsen og folketingsmand kaptajn Schiøler.
Disse seks lægmænd skulle altså sammen med to delegerede fra Akademisk Architektforening, arkitekterne K. Gottlob og Aage Rafn udstikke retningslinjerne for en arkitektkonkurrence og træffe det svære valg, da konkurrencen sluttede 12. oktober 1923.
Hele 49 forslag deltog i konkurrencen.
Vinder blev arkitekt Jens Laustsen. Hans forslag svarede bedst til indbydernes tanke, kan man læse i fagbladet Arkitekten 1923. Dommerne begrundede valget således:
”Projektet anses for det bedste af de indkomne forslag til at udforme et monument som et tårn, idet den rolige hovedform muligvis ikke vil skæmme landskabets store linier. Det forekommer dog mindre modent gennemarbejdet.”
Betingelsen var, at en planlagt forlænget trappe fra syd og nord op til nederste platform udgik. Dommerne mente, at trappen nedenfor virkede uheldig. Monumentet burde opføres ved siden af bavnehøjen, så den forblev urørt.
Det første fik dommerne ret i, men ikke det andet.

”Op i vejret skulle vi”
Bedømmelseskomiteens ordvalg efterlader tvivl, og mellem linjerne aner man en vis uenighed. Det er ikke tilfældigt. Dommerne var simpelthen rygende uenige.
De to sagkyndige arkitekter i komiteen, K. Gottlob og Aage Rafn, mente tydeligvis, at arkitekt Gudmund Holme leverede det bedste forslag. Men han måtte nøjes med andenpræmien på 500 kr. og disse trøstende ord:
”Forslaget er enkelt og fordringsløst, formet med udpræget danske midler, veltilpasset til stedet. Det er af alle projekter det smukkeste og mest modent gennemarbejdede, men det anses for en mangel, at det ikke er højt nok og tilfredsstiller ikke indbydernes krav.”
Tredjepræmien på 200 kr. gik til Jacob E. Bang.
     Aage Rafn skjulte ikke uenigheden blandt dommerne, da han i Arkitekten skrev:
”Ved bedømmelsen viste det sig umuligt at få et lavt monument igennem…..Ejer bakket er et højdedrag med flere bakker, som nærmer sig bavnehøjens højde. Det er derfor et naturligt ønske blandt egnens beboerne, gerne at ville se, hvilken der er den rigtige. Skulle en lang hvid mur ikke være lige så fortrinligt og naturligt som uskadeligt middel til markering? Jeg synes det. Det var dog ikke nok; op i vejret skulle vi!”
Og sådan gik det til, at vi fik et tårn. For egnens folk var i flertal. Op i vejret skulle vi.

Tårn indgik ikke i programmet
Kritikken bredte sig til andre arkitekter – her er det Svend Møller, som også skrev til fagbladet Arkitekten:
”Det er på forhånd uheldigt, når det ved løsningen af en opgave med så vid national baggrund som denne understreges så kraftigt i programmet, at forslagene – nødvendigvis må holdes inden for de økonomiske rammer, som den indsamlede sum angiver.”
Aktieselskabet ville altså ikke spendere mere end de 35.000 kr. på sagen. Omvendt mente flere arkitekter, at det forhindrede en fri løsning af en kunstnerisk set ret vanskelig opgave. Svend Møller gik ret vidt, da han skrev:
”Det drejer sig jo ikke om et hus, der for alt i verden skal forrente sig, men om en opgave, hvor ganske andre hensyn så absolut må være afgørende. I modsat fald er hele sagen ganske forfejlet.”
Svend Møller havde spottet uenigheden i bedømmelseskomiteen. Han fandt det meget uheldigt, at de civile dommere var i stort flertal:
”Afgørelsen forrykker det bærende og retfærdige grundlag i konkurrencen. Og gør den til rent lotterispil for deltagerne. I programmet står der nemlig intet om, at indbyderne ønsker et tårn.”
Redaktionen af denne bog har ikke kunnet finde programmet for arkitektkonkurrencen, men noget tyder på, at de lokale repræsentanter i bedømmelseskomiteen ikke tonede rent flag. De indsamlede midler var jo øremærket til et tårn. Men om det var en forglemmelse eller taktisk manøvre, at tårnet ikke indgik i de skriftlige konkurrencebetingelserne, må stå hen i det uvisse. Uro gav det i hvert fald.
Blandt de 49 deltagere i konkurrencen var i øvrigt følgende forholdsvis kendte arkitekter: Gjerløv-Knudsen, H. G. Skovgaard, Alfred Cock-Clausen, Ib Lunding, Mogens Lassen og Povl Christian Stegmann.
Vinderen Jens Laustsen havde ikke og fik aldrig nogen lang referenceliste. Foruden tårnet havde han blot sommerhuse og villaer på samvittigheden.


Kobber- og bronzekunst
Over den nordre bue står med kobberbogstaver: ”Rejst af det dansk folk” og på sydsiden er en markering af tårnets karakter som mindesmærke: ”Nordslesvig genforenet med moderlandet 1920”. 
Under denne tekst hænger en portrætbuste i overnaturlig størrelse af kong Christian 10. modelleret af billedhuggeren Svend Rathsack og støbt i bronze af støber Rasmussen, begge København. Hvorfor man valgte Rathsack (1885-1941) som kunstner, er ikke beskrevet. Men han blev en forholdsvis anerkendt og produktiv billedhugger, som var ophavsmand til 70 registrerede værker. Kongehuset benådede Rathsack med Ridderkorset af Danneborgordenen i 1928.

Fredningssag
Fredningsnævnet for Skanderborg Amtrådskreds behandlede på ny sagen i april 1924, da aktieselskabet søgte tilladelse til at opføre genforeningstårnet. Boelsmand Jens Marius Mathiasen, der ejede det fredede areal, havde intet at indvende. Fredningsnævnet gav uden store sværdslag lov til at bygge et 12,5 meter højt tårn på betingelse af, at Aktieselskabet forpligtede sig til at vedligeholde tårnet. Man blev også forpligtet til at betale de forandringer og evt. nedrivning, som Fredningsnævnet måtte forlange.
Det så bestyrelsen sikkert ingen problemer i, da byggebegejstringen var på sit højeste i foråret 1924.
Men disse forpligtigelser blev en torn i øjet for senere bestyrelser.
Kun 5 måneder tog det Fredningsnævnet at behandle sagen, som førte til godkendelse af tårnbyggeriet 24. april 1924. Midt på den 1,75 meter høje stenalderhøj var en granitpille opført af Generalstabens Måling i 1894. Inden for en afstand af 6 alen (3,77 meter) til alle sider om pillen måtte man ingensinde grave, plante eller så. Generalstaben slog i et høringssvar fast, at der heller ikke måtte opføres bygninger, hvorved den frie udsigt til nærmest omgivende terræn bliver forringet.                    
    I den oprindelige fredning af 1917 er der faktisk skrevet om at afskærme grunden 6 alen omkring granitpillen, men det skete vist aldrig. De mange restriktioner omkring granitpillen står i skærende kontrast til, at Fredningsnævnet ikke tøvede med at give tilladelse til et stort murværk rundt om hele granitpillen i 12,5 meters højde.
Straks efter fredningen blev gravhøjen sløjfet og byggeriet gik i gang. Nøjagtig 4 måneder senere stod tårnet færdigt – klar til indvielse.

Delte meninger om tårnet
Mange arkitekter var kritiske overfor tårnet. Arkitekt Aage Rafn var direkte modstander af tårne i det åbne land. Han skrev i en artikel i Arkitekten 1923:
”Når man bryder sig om det store jyske landskab, må man principielt være imod, at det bliver griset til med udsigtstårne, obelisker, større eller mindre transformatortårne eller lignende. Det er i sig selv et underligt udsalg af kærlighed til en ting, at den absolut skal laves om. En parallel til arkæologers trang til at lave de ting nye, de mener at elske, fordi de er gamle. Det er måske ikke kærlighed til naturen, der får Ejer Bavnehøjselskabets bestyrelse til at indsamle til noget at pryde bakken med i anledning af genforeningen; det er snarere stoltheden over at eje Danmarks højeste punkt og så konkurrencen med de andre høje punkter i landet.”
En bedømmelse, der er svær at afvise, og som rummer en vis evig aktualitet.
Johannes Vejlager skrev i ”Genforeningsmindemærkernes historie” i 1939:
”Arkitekt J. Laustsen har vist den størst mulige nænsomhed overfor den smukke, storlinjede natur, som en fjern istid har skabt. Tårnet er med sine rolige og stilrene linjer sin lidet udfordrende arkitektur overmåde tiltalende.”
I folkemunde blev tårnet i mange år kaldt for ”Jyllands Skorsten”. Og i Gyldendals egnsbeskrivelser så sent som fra 1972 kan man læse:
”Hvis ikke det var for det aparte tårn, ville næppe mange vejfarende overhovedet ænse Ejer Bavnehøj. Det er landskabets fortælling om gærdesmuttens sejr over ørnen.”
Den lokale idrætsforening var dog så glad for tårnet, at man fik lavet små kopier af tårnet i teaktræ. De blev anvendt som præmier ved sportsstævner frem for sædvanlige sølvpokaler. Kunstneren var G. Ehrenreich fra Stilling. Man overvejede at lade tårnet massekopiere og sælge dem som souvenir, men det blev ved tanken.



Del siden: