Bjerget lå upåagtet hen

Generalstabens målinger udpegede i 1847 Ejer Bavnehøj som Danmarks højeste punkt, men i folks bevidsthed stod Himmelbjerget længe som det højeste. Bjerg lyder af mere end høj, og turen op til Himmelbjerget var mere dramatisk.


Lovprisning i Nationaltidende
Aviserne beskæftigede sig ikke med Ejer Bavnehøj, før Nationaltidende kom med en lovprisning mange år senere, i 1892:”Medens tusinder af Turister og Ferierejsende hvert år gæster Himmelbjerget, Munkebjerg og andre skjønne Udsigtspunkter, ligger Danmarks højeste Bjerg – om man tør bruge dette Navn i vort Sletteland – saa at sige upaaagtet hen. De fleste mindes vel nok, at generalstaben har oplyst os om, at Ejer Bavnehøj ikke er saa lidt højere end Himmelbjerget, men hertil indskrænker sig ganske sikkert ogsaa de Allerflestes Bekjendtskab til Højen. Og dog er der næppe mange Punkter i vort lille Land, hvor ”Bjerg kun er Bakke”, hvorfra der haves en saa storartet Udsigt.Et saadant Rundskue som det, der viser sig her, skal man lede længe efter. Til alle Sider ser man milevidt ud over det mest smilende Landskab. Mod Nord og Nordøst blinker Mossø og de mange Søer ved Skanderborg frem alle Vegne, indrammede af skovbevoksede bakker; længere borte ser man Jelshøjs mægtige Bakkeparti hæve sig, og yderst i Synskredsen skuer man i taggede Omrids Mols Bjerge og Ellemandsbjerget på Helgenæs – Lader man Øjet følge Synskredsen mod syd, opdager man Samsø, Endelave og Fyns Kyst i det Fjerne. Nærmere ser man det frugtbare Hadsherred med Gyllingnæs og Bjerreherred med Bjerrelide, og ind imellem blinker Horsens Fjord frem flere Steder, medens Kattegattet som et bredt baand slynger sig mellem Jylland og Øerne. Mod Syd og Vest er Udsigten mere ensformig, idet Havet og Søerne mangler, men hvem, der interesserer sig for at tælle Kirker og Landsbyer, kan her have nok at bestille for en Tid. Naturen er her ikke saa storslaaet som paa Himmelbjerget. Alt gjør nærmest et fredeligt idyllisk Indtryk. Man mærker ikke noget til Bjergnaturen med Undtagelse af den friske Vind, der uhindret kan stryge hen over Højen fra alle Kanter. Paa det Landskab, man har nærmest under sig, passer Stroferne:

”Duftende Enge og kornrige Vange,
Sølverblaa Vover om skovkrandste Kyst”

Saa udmærket; thi man finder næppe noget mere smilende og venligt Landskab end det, man har for sig med Landsbyen Taaning, Skanderborg Sø og Dyrehave, Skanderborg By og Banegaard, indrammet af Bakkerne mod Nord og Nordøst. Besøg Ejer Bavnehøj, den skjønne Udsigt er magelig et Par trætte Ben værd.”

Skanderborg Amtsavis var forarget
Amtsavisen skrev senere i 1890’erne:
”Ejer Bavnehøj er som bekendt Danmarks højeste punkt. Staten har købt selve bavnehøjen, og på toppen står en kampesten med den obligatoriske indskrift: ”Denne Plet er fredet” osv. Imidlertid synes fredlysningen ret overflødig, da adgangen til højen er spærret. Skjøndt der kun er ca. 100 alen til Alfar Vej, har Staten nok undladt at sikre sig Adgang, og den private Lodsejer har oprejst en Træplade med Paaskrift:”Al Færdsel til Ejer Bavnehøj uden min Tilladelse forbydes. L P. Kristensen”
Selv om dette Forbud ikke siger andet, end at der skal gives en Drikkeskilling til Lodsejeren, maa man dog være enig med ”Tidens Krav” i, at det er principielt ganske forkasteligt, at Spørgsmaalet om, hvorvidt man maa faa Lov til at betræde Danmarks højeste Punkt, skal afgøres af en enkelt Mands Skjøn. Staten kunne sikkert for en ringe udgift rette denne mangel.”
På den baggrund var der kun få mennesker, der aflagde besøg på højen. Enkelte af egnens beboere og engang imellem en familie fra Skanderborg eller Horsens, der var ude på køretur og benyttede lejligheden til at gå op på højen. Nok mest for at kunne sige, at man havde været på Danmarks højeste punkt.
Sådan forblev situationen mange år endnu, indtil 1916, da lærer og organist Harald Viggo Johansen fra Hobro, tog fat. 



Del siden: