Indvielse af pladsen i 1918

Ejer Bavnehøjselskabet, der var blevet stiftet i 1917 med henblik på at få området omkring Ejer Bavnehøj fredet og gjort offentligt tilgængeligt, ønskede bl.a. også, at stedet kunne blive samlingssted for egnens befolkning.

Allerede året efter – søndag 7. juli 1918 – indviedes området i forbindelse med afviklingen af det første folkemøde, der trods køligt, blæsende vejr samlede langt over et tusinde deltagere.
De lokale aviser, Horsens Folkeblad og Skanderborg Amtsavis, bragte begge fyldige referater fra festen. Sidstnævnte skrev bl.a.:

”Ved 4½-tiden åbnede formanden, lærer Christoffersen, Tebstrup, på selskabets vegne mødet og bød den store forsamling velkommen til denne den første fest på Ejer Bavnehøj. Han mindede om det første folkemøde på Himmelbjerget den 1. august 1839. Da søgte man didhen, fordi man troede, Himmelbjerget var højest. Det var først i 1847, det blev slået fast, at Ejer Bavnehøj var Danmarks højeste punkt.
Efter at have givet et rids over, hvad man så til de forskellige sider fra højens top, fremhævede han, at bavnen her har blusset i henfarne tider og kaldt folket sammen til værn  for hjem og eje. I dag tændes en ny bavn, som vi håber må lyse op i folkets sind og bringe dem det bedste, vort land har i eje. Gid dette må ske!”

Kærligheden til natur, sprog og minder
Efter at forsamlingen havde sunget St. St. Blichers sang ”Danmarks fostermoder kære”, talte højskoleforstander Grønvald Nielsen, Vestbirk. I referatet i Amtsavisen stod der bl.a. :

”Grønvald Nielsen omtalte Himmelbjergfesterne og disses udløbere over hele landet. Blicher fremhævede vel nok ved den første Himmelbjergfest, at der før var holdt folkemøder i Lejre ved Viborg og Urnehoved, hvor der i gamle dage var ting, men disse møder var jo en svunden tids værk, og nu trak Blicher linjerne op for den nye tids møder. Taleren sluttede med at kaste et blik ud i fremtiden, som han fandt, vi vidste mindre om nu end nogensinde (1. verdenskrig rasede på sidste år, red.). Vi ved kun, at kulturmagter har ødelagt århundreders arbejde på en måde, så det aldrig kan genrejses, og vi ved, at vi næppe kommer til at tænke sådan efter krigen, som vi gjorde før. Vi ved ikke, om vi selv går fri af skærsilden, eller om også vi på det sidste bliver hvirvlet med. Lad os imidlertid trøste os med Søren Kirkegaards ord: "Kun det menneske kan trængselen nedtrykke, som ikke vil hjælpes evigt.” Taleren troede på en mægtig fredsagitation, når krigen sluttede og håbede, at der også her fra denne plads måtte tændes en bavne for en ny tid.”

Næste taler var seminarieforstander Skat Rørdam, Jelling. Forstanderen sammenlignede ifølge amtsavisens referat vort land med en lille båd, der sejlede mellem en flok store skibe og sagde bl.a.:
”Skal vi ikke blive påsejlet af de store kolosser, må såvel styrmand som besætningen være på deres post! Ingen går dog til grunde, som ikke selv vil det, og hvis vi som danske bevarer kærligheden til landets natur, dets sprog og dets minder og vil gøre vort bedste for det, så er vi på den rette vej og bidrager vort til, at vor sejlads gennem brændingens klipper og skær kan blive uden fare.”
Taleren omtalte derefter landets situation efter krigsulykken i 1864 og drog sammenligninger med den eksisterende krigstid. Mens der i krigens første år havde hersket et godt sammenhold, og hvor befolkningen havde udvist stor samfundsfølelse, var det nu desværre mammonsdyrkelsen, der var det dominerende samfundsbillede, og han fortsatte:
”Krigen har også i åndelig henseende vist os vor lidenhed, og vi må spørge med en vis ængstelse, hvordan det ville gå, hvis vi blev sat på den tunge prøve, som så mange andre af Europas stater må friste. Hvad nytter al øjeblikkets nydelse og al vor guld? Om et halvt hundrede år er kun de frugter tilbage, som vor gerning har bragt!”

Sådan lød avisens afsluttende ord om Skat Rørdams tale.
Sognets præst, pastor Østergaard, Sneptrup, henvendte sig i sin tale bl.a. til de danske sønderjyder og udtrykte ønsket om, at også de engang måtte kunne deltage i møderne på Ejer Bavnehøj.
Også overlæreren fra Hobro blev nævnt.
Formanden for Ejer Bavnehøjselskabet, lærer M. Christoffersen, omtalte i sine afsluttende bemærkninger organist H. V. Johansen, Hobro, der som den første havde fattet tanken om at gøre Ejer Bavnehøj til en festplads. Den officielle del af folkemødet sluttede med, at Christoffersen læste et af lærer Hans Henriksen, København, forfattet digt tyve år tidligere:    

Her staar jeg højt over Havet,
der blinker så fjernt og blaat,
saa højt som nogen Sinde
en fod i vort land har traadt;
og i den skinnende Morgen
gaar Blikket saa langt og frit,
mens Brystet aander saa roligt
og Tanken favner milevidt.



Del siden: