Signalpost og bavneblus

Ejer Bavnehøj har sit navn fra byen Ejer - og stedets funktion som
signalpost. En bavn er en stabel af brænde eller halm anlagt på en bålhøj (bavnehøj). 
Ved fjendtligt angreb tændte man bålet for at alarmere egnens folk - og for at tilkalde reserver. Der anlagdes bavnelinjer gennem landet til
samlingsstederne.



Det var faktisk datidens telegraf.

Bavne var kendt helt fra oldtiden og blev stort set brugt i alle vore krige.

I 1428 hedder det i fortolkningen af Jyske lov, at når fjenden kommer til landet, "da skal hver mand møde til landeværn, da skal bavn brænde og vidiebrand gå", og den voksne våbenføre mand, der bliver siddende hjemme, skal klynges op ved sin egen bjælke!

En hovedlinje - eller den telegrafiske linje - fulgte kysterne, hvorfra man f.eks. i krigen 1807-14 kunne vente englænderne. Fra kysten gik signalet ind i landet til Haslehøj, derfra til Jelshøj ved Holme, siden til Pallishøj ved Fruering og videre over Elbjerghøj i Hylke sogn. Dermed var signalet kommet til Voer Herred, og her var yderligere tre bavnehøje: Egebjerg, Ejer og Stensballe Bavnehøj.

To tjæretønder med tørt halm
På bavnehøjen var der bygget en hytte af grene eller græstørv. Til
inventaret hørte bord og bænk og en briks til 2 personer. Halm var der nok af, det brugte man også til at ligge på. Udenfor stod der 2 signalstænger og 2 tjæretønder hævet 8 alen over jorden fyldt med tørt halm, der skulle antændes med svovltråd. Der skulle konstant være 2 mand på vagt, og det måtte ikke være fruentimmere eller børn, men mænd - så man kunne forvente den nødvendige årvågenhed. En af vagterne skulle stå ved signalstængerne bevæbnet med en fork eller andet håndvåben og have hele sin opmærksomhed rettet mod, hvad der skete i området. Og selvfølgelig: Om der blev bavne antændt rundt omkring.

Bønderne i Ousted-Tåning og Yding klagede under krigen i 1807-14 over, at de skulle stå vagt i 24 timer, mens man i Voerladegård kun skal stå vagt i 12 timer, og i den usædvanligt kolde vinter i 1811 gav man efter for kravet. I den værste periode gav man vagterne helt fri fra tjeneste.

Sidste gang, bavnen har været tændt på Ejer Bavnehøj, har formentlig været netop i denne krig, hvor vi fra kammerråd Leegårds dagbogsoptegnelser ved, at bavnene var tændt 25. oktober 1807.

Med den elektromagnetiske telegraf, der vandt frem i midten af 1800-tallet, blev bavnehøjene overflødige. Hen ad vejen holdt man op med at bruge dem, og i 1838 blev højen på Ejer Bavnehøj fredet. Derfor står der "GM 1838" på granitpillen mellem tårnbenene.

Ni år senere - i 1847 - udpegede generalstabens målinger stedet til landets højeste punkt.

Der skulle imidlertid gå 70 år, inden dette fik nogen egentlig betydning.
Bavnehøjen lå på privat grund, og der var ikke offentlig adgang til den.
Sammenlignet med Himmelbjerget synede Ejer Bavnehøj jo heller ikke af så meget. Ingen stejle skrænter, ingen blottede rødder på de store træer.

Man besteg ikke Ejer Bavnehøj, man slentrede derop.



Del siden: