Genforeningen

      


ÅBNINGSTIDER

Tårnet

Året og døgnet rundt.
Borde-bænke ved tårnet

Entré: 5 kr.

 

Elevatoren

Er p.t. under reparation
og derfor ude af drift.
Vi beklager!

 

Kiosken

Åben i weekender 13. marts - 3. sept.
Hver dag i uge 26-33 kl. 11-18
Ring om særaftaler:
Tlf. 24986966

 

Borde-bænke ved kiosken
og i det grønne område

 

Toiletter

Kl. 8 – 22

***
Indmeldelse
i DKs højeste forening



 

 

Genforeningen

100-årsdagen for Sønderjyllands (også kaldet Nordslesvigs) genforening med Danmark nærmer sig. Det bliver en mærkedag på Ejer Bavnehøj. Stedet er om noget knyttet tæt sammen med dramatiske kapitler i Danmarkshistorien.

Kampe om grænsen
Vi skal helt tilbage til vikingetiden, hvor floden Ejderen var Danmarks sydgrænse. I 1460 blev Christian 1. valgt til landsherre både i Slesvig og Holsten mod at love, at de to hertugdømmer aldrig skulle skilles ad. Da Frederik 6. måtte afstå Norge til Sverige i 1814, fik han som kompensation hertugdømmet Lauenburg. Men den nationale udvikling i 1830-40’erne betød, at mange tysksindede ønskede at løsrive sig fra Danmark. De ønskede et selvstændigt Slesvig-Holsten og ville være en del af Det tyske Forbund. Konflikten førte til borgerkrig i 1848-50, hvor den danske hær sejrede i det afgørende slag ved Isted i juli 1850.

Den danske Rigsdag besluttede i 1863 at knytte Slesvig tættere til Danmark. Men da brød man en international aftale, og derfor udbrød den blodige 1864-krig mod Preussen og Østrig. Modparten talte dobbelt så mange soldater som den danske hær og var langt bedre udrustet. Den danske general de Meza rømmede i februar 1864 den faste bastion Dannevirke. Ved Dybbøl gik det rigtig galt i april 1864, hvor tusindvis af soldater mistede liv og lemmer.

Smertelige tab
”Vi lå ørkesløse og ventede på døden; de nyopfundne granater sønderslider og parterer deres ofre, slynger dem i stykker, så det undertiden ikke er muligt at kende en kropsdel,” skrev en menig soldat efter bombardementet af Sønderborg. Kilde: Slagtebænk Dybbøl af Tom Buk-Swienty, 2008.

Fredsaftalen i 1864 betød et smerteligt nationalt tab. Den danske helstat gik til grunde, da vi mistede alle tre hertugdømmer. Grænsen rykkede helt op til Kongeåen. Danmark blev en tredjedel mindre og mistede 40 % af sin befolkning. Efter 1. verdenskrig i 1914-18 fik indbyggerne i det nordlige og mellemste Slesvig mulighed for selv at afgøre deres nationale tilhørsforhold gennem en folkeafstemning i 1920. Et dansk mindretal, der i dag tæller ca. 50.000, måtte blive syd for den dansk-tyske grænse, mens der nord for grænsen var et tysk mindretal. Men genforeningen af Nordslesvig med moderlandet var en realitet.

Optændt af begejstring
Ildsjæle i Aktieselskabet Ejer Bavnehøj var optændt af genforeningsbølgen, der skyllede hen over landet i årene efter 1920. Hundredvis af genforeningssten er rejst i spontan glæde over afstemningsresultatet. Den højest placerede af dem alle står uden tvivl på Ejer Bavnehøj.

Den 13 tons tunge sten stammer fra en mark 3 km syd for højen. Godt 100 frivillige plus et forspand på 8 heste - udlånt af lokale bønder på skift - sled og slæbte i dagevis, før stenen nåede sit bestemmelsessted. Og så endelig, en råkold decemberdag i 1920, var sten og inskription klar til at blive afsløret:
HER ER JEG SAT SOM BAVTASTEN
DE SØNDERJYDER TIL ÆRE
DANSKE DE VAR, OG DANSKE DE BLEV
OG DANSKE VILDE DE VÆRE
Tårn med signalværdi
En sten var ikke nok for Aktieselskabet Ejer Bavnehøj. Bestyrelsen så stor signalværdi i at rejse et tårn som nationalt mindesmærke for genforeningen og grænsesagen på landets højeste punkt. Her, hvor der er højt til loftet og frit udsyn til alle sider.

Genforeningstårnet rejst i 1924 bærer mod syd inskriptionen NORDSLESVIG GENFORENET MED MODERLANDET og mod nord REJST AF DET DANSKE FOLK.

I dag er genforeningstårnet og genforeningsstenen med til at gøre Ejer Bavnehøj til et nationalt erindringssted. Grænseproblematikken og det danske mindretals vilkår i Sydslesvig er til stadighed på dagsordenen til grundlovsmøder og folkemøder. Fra talerstolen kan man få et spændende indblik i, hvordan det er at leve som dansksindet i Tyskland i det 21. århundrede med både EU-harmonisering og globalisering.

Læs mere om genforeningen og det danske mindretal i Sydslesvig:
Grænseforeningen
Sydslesvigs Forening
Sydslesvigudvalget

En guidet tur i Ejer Bjerge kan du bestille her.



Del siden:
Kiosken er åben

Møllehjulet er åben i weekender indtil midten af september kl. 11 - 18. Du kan købe is, vand, øl, kaffe, kage, franske hotdog, sandwich og slik. Ring om særaftaler på tlf. 24986966.
Læs mere

Ny bog - DANMARKS BJERGE

»Hvis Schweiz kan have en flåde, kan Danmark vel også have sine alper,« hævder bjergkongen af Danmark, norske Roger Pihl i en ny bog. Fem muligheder for at møde forfatteren.
Læs mere

Mod nye Bavnehøjder

Realdania støtter et forprojekt, der skal afdække højdepunktets potentiale som national attraktion, formidlings- og mødested med baggrund i stedets kulturhistorie, landskab og natur.
Læs mere - Se video (2:57)

Sheltere med udsigt

Overnat i det fri tættest ved stjernerne.To sheltere, borde-bænke, bålplads med grill og multtoilet, informationstavler.
Læs mere

National seværdighed

Ejer Bjerge er af Vejdirektoratet ophøjet til en national seværdighed. Berlingske skriver ligefrem om en bjergkæde. Nu må der skiltes med brune Johanneskors.
Læs mere - Se video (28:00)