Genforeningsstenen

Det anlæg, man i 1918 kunne overlade til offentligheden, bestod af en festplads, et anlæg og en pavillon. Og efter en indsamling i Ousted og Tåning sogne, hvor der indkom 608 kr., blev der i genforeningsåret 1920 rejst et mindesmærke.
Det er en grå utilhugget granitsten, ca. 13 tons tung og 10 fod høj, givet af gårdejer Niels Sørensen, Toftegård i Elling. Stenen var fundet på hans mark 3 km fra højen. Den blev transporteret under store vanskeligheder på en lejet blokvogn op til anlægget.

Tage Rasmussen fortæller, hvad han oplevede som 6-årig:
”De brugte en galge til at hejse stenen op med, så blokvognen kunne komme under. Det tog forfærdelig lang tid, for galgen sank i.
Foran blokvognen havde de en hel masse jernbanesveller til at køre på. Efterhånden som de kom frem, tog de svellerne bagfra og lagde op foran. Der var 8 heste for blokvognen. Gårdene omkring skiftedes til at forsyne med heste. Selv da de kom op på vejen til Elling og videre sank blokvognen i. Vejen var jo smal, så de brugte svellerne hele vejen.”
Det var et hårdt slid, der varede flere dage. Omkring 100 af egnens beboere hjalp til. Da vejen det sidste stykke var for stejl, måtte man lægge planker ud på marken til at trække blokvognen på, og oven i købet gennemgrave et dige.

Voldgrænsen fra 1864 blev slettet
Der indkom 10 forslag til stenens indskrift. Vinderforslaget var indsendt anonymt. Det hed:

HER ER JEG SAT SOM BAVTASTEN
DE SØNDERJYDER TIL ÆRE.
DANSKE DE VAR, OG DANSKE DE BLEV,
OG DANSKE VILDE DE VÆRE.
1920
 
Verset viste sig senere at være forfattet lokalt af lærer Frederik Sørensen, Bjødstrup skole.
Afsløringen skete på en kold vinterdag 3. december 1920, og lærer Christensen, Tåning, holdt festtalen om det tabte land, der nu var kommet hjem til gamle Danmark. ”Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage, en røvet datter dybt begrædt er kommet frelst tilbage”. Stenen skulle vidne dette for eftertiden: ”Der er sket en Guds gerning med det danske folk. De, der var i ørkenen, er kommet over Jordan ind i det forjættede land; den voldsgrænse, der i 1864 sønderflængede det danske folkelegeme, er slettet.”
Andre talere sammenlignede den udholdenhed, der havde præget arbejdet med at få stenen rejst, med sønderjydernes udholdenhed.




Del siden: