Kongebesøget i 1921

Harald Viggo Johansen, der ikke var blevet genvalgt til bestyrelsen i Ejer Bavnehøjselskabet i 1920, dukkede op på selskabets bestyrelsesmøde 29. december samme år.
Hans ærinde var helt klart at få arrangeret et kongebesøg på Ejer Bavnehøj den følgende sommer. Mødedatoen var allerede fastsat til 12. juni.
Tilsyneladende var bestyrelsen med på ideen, og man besluttede, at Johansen og bestyrelsens formand, gdr. Poul Andersen, Bjødstrup, skulle rejse til København for at overbringe majestæten indbydelsen.
Rejsen blev af en eller anden grund åbenbart ikke til noget, for ifølge protokolreferatet fra 21. maj 1921 deltog Johansen i et bestyrelsesmøde her og foreslog igen, at kongen skulle indbydes til sommermødet, men bestyrelsen besluttede at udskyde det til senere.
Meget tyder imidlertid på, at Poul Andersen og overlæreren alligevel rejste til København for at forrette deres forehavende. På bestyrelsesmødet 26. august blev der nemlig talt meget om den forestående kongefest. Det blev således pålagt formanden at skaffe musik – Bøtkers orkester – leje flag, samt få pyntet så meget som muligt.
Det fremgår af referatet, at kongen ville komme. Men der var ikke aftalt noget tidspunkt.

Kongen kom med ét døgns varsel
Egnens hidtil største begivenhed blev udførligt skildret i de lokale aviser, Horsens Folkeblad og
Skanderborg Amtsavis, men også forhandlingsprotokollen har et særdeles grundigt referat fra  den royale festdag:
”Med mindre end et døgns varsel modtoges budskabet om kongeparrets besøg på Ejer Bavnehøj torsdag 8. september 1921. Med velvillig assistance af selskabets bestyrelse, omegnens beboere og hr. gartner Nielsen, Gedved, rejstes der æresporte fra ”Margrethelyst” og ind til højen, og der pyntedes smukt med flag og guirlander på festpladsen og langs alleen til restaurationen. Kongeparret besøgte landets højeste punkt og blev hyldet med glæde og jubel af ca. 8.000 mennesker, der var mødt op i det strålende septembervejr. Rygtet har hastige vinger, ved telefonens hjælp bredte meddelelsen sig hurtigt omkring på Horsens- og Skanderborgegnen, og længe før besøget skulle finde sted – kl. 15 – begyndte en mægtig strøm af mennesker fra disse egne at troppe op på bakken, som ikke er så helt let tilgængelig. Selvfølgelig var det prægtige septembervejr medvirkende årsag til, at tilstrømningen var så stor. Turen til bakkerne med den vide udsigt var en herlig sensommerudflugt, og folk strømmede da også til fra fjern og nær pr. lastbil, i almindelige biler, pr. vogn, pr. cykel og til fods.
Præcis kl. 15 ankom majestæterne. Hilst af hurra-råb steg kongen og dronningen ud af bilen. Kongen var i blåt jakkesæt og gule støvler. Han havde stok i hånden og lyngblomst i knaphullet. Dronningen bar en grå spadseredragt. Hilsende til alle sider steg de op på højen, mens spejderne og de gamle soldater paraderede. Kongeparret var ledsaget af kammerherre Rothe, adjudanten, ritmester Rosenstand og hofdame frk. Sehested. Nu stiger kongeparret op på højens top fulgt af notabiliteternes skare, mens folkets øjne står  på stilke, og talløse fotografiapparater foreviger øjeblikket.
Sognefoged, Th. Rasmussen, Riis, tager så ordet: ”På befolkningens vegne byder jeg Deres majestæter hjertelig velkommen her til Danmarks højeste punkt. Det er os en overordentlig stor glæde, at vort elskede kongepar har villet aflægge os dette besøg, som finder sted i så strålende sensommervejr, og jeg bringer Deres majestæter den trofaste og loyale befolknings hjerteligste og dybt følte tak. Kongen og dronningen leve!” Ni hurra-råb fra de forsamlede tusinder rungede, og man sang ”Kong Christian”.
Kongen tog derpå straks ordet: ”Tak på dronningens og egne vegne for den smukke velkomst, De har beredt os. Det er ikke første gang, jeg befinder mig her, men det er en årrække siden, jeg var her sidst. Jeg forstår godt, at et sådant punkt har en egen tiltrækning for egnen – det er jo kendt af os alle fra vor geografi. Det er os kært at komme hertil, særlig som det blev sagt i et så strålende sensommersolskin. Gid fremtiden for denne smukke egn og dens befolkning må blive til ære for land og folk. Idet jeg takker, beder jeg Dem med mig udbringe et trefoldigt leve for vort gamle fædre-
Land.” Mens kongeparret med følge blev stående, sang forsamlingen derpå ”Der er et yndigt land”.”

Stor glæde og begejstring
Derefter trådte pastor Ladegaard, Sneptrup, frem og holdt følgende tale til kongeparret:
”Deres majestæter, ærede forsamling. Lige siden det blev bekendt, at kongen i sommer ville besøge Ejer Bavnehøj, har vi her i Ovsted sogn og viden om set denne dag i møde med stor glæde og begejstring. Jeg tør sige, at vi,  gamle og unge, fra veteraner til de små børn, har talt, tænkt og drømt om Deres majestæter og det forestående besøg. Nu er festdagen inde med sensommersol og glæde. Når Deres majestæter ser, hvad travle hænder har virket siden i går eftermiddags, da budet nåede os, for at hilse kongen værdigt, vil Deres majestæter forstå, at De er omgivet af trofaste og loyale borgere.
I dette storslåede panorama er der et skønt udsnit af Danmarks rige, der bugter sig i bakkedal med duftende enge og kornrige vange, hvor kongetro bønder fra arilds tid har dyrket jorden til rigets velstand, og i de talrige kirker har de dyrket Gud som et kristent folk siden Valdemarernes dage. Hist ses Skanderborg, stedet for Niels Ebbesens ridderdåd  til Danmarks frelse, og søen, hvor Deres høje forgænger, Christian 4., øvede sig til at blive Danmarks store søhelt.
Hvor vi vender blikket hen, er der vidnesbyrd om, at danske vi var, og danske vi blev, og danske ville vi være. De store verdensbegivenheder, vi nys gennemlevede, og vor høje konges færd under dem og først og fremmest kongens jævne færd iblandt sit folk i fredens dage har forenet sig til at gøre Deres majestæt til vor højt  beundrede, folkekære konge. Med trofast kærlighed hilser vi Deres majestæter velkommen midt iblandt os i dag. Gud give Dem en lys og lykkelig fremtid midt i et lykkeligt folk og land. Gid kongen som hidtil må være samlingsmærket til dansk, til stor og til herlig id til Danmarks frelse i nødens tid. Endnu et leve for kongen og dronningen og vort elskede fædreland.”

Så talte kongen atter:
”En varm tak for Deres venlige ord til dronningen og mig, og tak for den tillid, der bølger op imod mig. Den skal være mig en spore for den tid, der kommer, til en indsats, som er til gavn og ære for land og folk. Det er det, vi har givet hinanden håndslag på. Vi er endnu for tæt op på nutiden for at kunne bedømme den. Det er folk efter os, dommen tilfalder. Et leve for den danske ungdom, den fremtid, som skal tage ansvaret op efter os.”
Kongeparret med følge steg nu ned fra deres ophøjede stade, og midt iblandt mængden vandrede kongen og dronningen rundt på højen. Bl.a. beså de den smukke genforeningssten. Snart lejrede menneskemængden sig dog på bavnehøjens skråninger, en pragtfuld festplads med talerstolen i en sænkning. Man sang ”Jeg elsker de grønne lunde”, og derefter overværede kongeparret et foredrag af biskop Ludwigs.

Festen sluttede med, at man sang ”Kongernes konge”. Under kraftige hurra-råb steg kongeparret i bilen og rullede bort.

Bladenes beretning om kongebesøget
Horsens Folkeblad skrev dagen efter:
”Det var en mægtig tilslutning til festen, der ellers var bleven ret mangelfuldt kendt gennem bladene. Først onsdag eftermiddag - så sent, at det ikke kunne nå at komme med -  modtog Horsens Folkeblad telegram om kongebesøget fra den mand, der mere end nogen anden har lagt sig i selen for at få festen arrangeret, overlærer Johansen, Padborg, tidligere Hobro.”

Videre hed det:
”På højens top var anbragt plydsbetrukne stole til majestæterne, og omkring kl. 3 (torsdag eftermiddag) var alt parat til at modtage kongeparret, der kom bilende fra Marselisborg.”

”Hvem så man? Ja, hvem så man ikke!” fortsatte bladet. ”Alle notabiliteter fra Horsens og Skanderborg og omegn var der jo. Højt ragede stiftamtmand, kammerherre Dons’ fjerprydede trekantede hat over mængden. Stiftamtmanden var ledsaget af  sin frue. Politimester Borchhorst og frue, Horsens, var ligeledes mødt, og selvfølgelig var overlærer Johansen også med. Desuden Ejer Bavnehøjselskabets bestyrelse: Poul Andersen, Bjødstrup (formand), skatteinspektør Muchitsch, Horsens, Henrik G. Petersen ”Møllegård”, Ejer, Niels Sørensen ”Toftegård”, Elling, Henrik Petersen ”Såbylund”, Ejer, Jens Søren Jensen, Tåning, Niels Rasmussen, Riis, samt Peter Petersen, Tebstrup og Anders Brandt, Horndrup – alle sammen gårdmænd fra egnen på nær Muchitsch.”

Nyt udpluk fra Horsens Folkeblad:
”Kongeparret ankom lidt over kl. 3 i bil, som standsede et stykke neden for festpladsen. Hilst af hurra-råb steg kongen og dronningen ud og begav sig til fods op til højen. Ved ankomsten udbragte sognefoged, Th. Rasmussen, Riis, et leve for kongeparret, og dronningen fik overrakt en buket skønne blomster af fru kammerherreinde Dons, Skanderbog. Kongen gik derefter rundt og hilste på hver enkelt af bestyrelsens medlemmer og på de øvrige æresgæster, samt på våben- og forsvarsbrødrene, der præsenteredes for majestæten af overbanemester Lysholm, Skanderborg. Majestæterne var midt blandt folket, og alle ville trykke kongens hånd. Kongen så rask og spændstig ud, og han spøgede ligefrem med de fremmødte gamle soldater, som morede sig højrøstet.”
Ifølge overleveringen gav kongen hver af veteranerne en ti-kroneseddel. En af de deltagende eks-soldater glemte ikke en kammerat, der på grund af sygdom ikke var mødt. Da han selv modtog sedlen af kongen, gjorde han opmærksom på, at den syge kammerat nu gik glip af sin gave.
Kongen smilede og tog endnu en tier frem med ønsket om god bedring for den syge!
I beskrivelsen af den store begivenhed fremdrager Horsens Folkeblad også en lille episode med en spejderdreng og en jævnaldrende pige klædt i rødt og hvidt, der hver overbragte dronningen en stor buket blomster. Dronningen takkede venligt og trykkede repræsentanterne for det yngste Danmarks hænder. Drengen hilste på spejdervis, mens den lille pige nejede, hvorefter børnene skyndte sig bort.
Horsens Folkeblad slutter sin beretning om kongebesøget på Ejer Bavnehøj således:
”Under kraftige hurra-råb steg kongeparret i bilen og rullede bort – Ejer Bavnehøjs store dag var til ende, og den tusindtallige mængde spredtes langsomt og drog hjemad mod alle verdenshjørner.”


Del siden: