Nyheder

Nyhedsarkiv


To sheltere nærmest stjernerne

02-09-2011

Du kan nu overnatte i Ejer Bjerge i en højde af 169,4 meter. Tættere på stjernerne kommer du ikke uden hjælpemidler.

På nabotoppen Møgelhøj er opført to sheltere til fri afbenyttelse - efter først-til-mølle-princippet. En slags base camp, hvor man kan sætte sig med sin madpakke ved nogle borde-bænke efter dagens strabadser, stege en pølse over bål og endda overnatte i det fri med mulighed for at nyde en skøn solnedgang.

Møgelhøjs ejer, Bendt Børgesen har givet offentligheden adgang til at nyde den fantastiske udsigt, der er fra netop Møgelhøj. Som led i et Grønt Partnerskab er i foråret 2011 opført:
  • To sheltere på Møgelhøj. Praktisk info: Max. 1 nat ad gangen. Tag dit skrald med. Parker ved tårnet.
  • Borde-bænke på både Møgelhøj pg Møllehøj
  • Bålplads med grill og multtoilet på Møgelhøj
  • Informationstavler på både Møgelhøj og Møllehøj
  • Hent en folder om Sporet i Ejer Bjerge

4b fra Lundskolen sov under stjernerne 2. september 2011 og kom i HJEMMET. Foto Roger Pihl.

Informationstavler fortæller om den særlige natur- og kulturhistorie, der knytter sig til Ejer Bjerge. På Møllehøj er også informationstavler om moderne kvægdrift. Danmarks officielt højeste punkt tilhører gårdejer Holger Poulsen og grænser op til hans stald med 190 (højtydende) jerseykøer. Blandt de mange, der opsøger toppen, er der stort behov for information om dagens landbrug.

Kirke i Ejer blev forpurret af troldfolk

Flere sjove sagn knytter sig til Møgelhøj. Det er faktisk første gang heksen Ma Ram dukker op i litteraturen. Tilbage i 1892 skrev folkemindesamler Evald Tang Kristensen:

"Om foråret, når det var godt vejr, har de gamle i Elling kunnet se en del småknægte med røde luer på ligge uden for Møgelhøj og solbage sig. Der var nogle komne om ved den om natten, og de havde set den stå på fire piller og bjærgfolkene dandse og holde legestue der inde. Om dagen havde man også hørt dem smække kister i nede i banken underneden." Forfatteren, hvis stavefejl er urettede her, fortsatte i ’Danske Sagn’ i 1895:

"Den gang Ovsted Kirke skulde bygges, var det først bestemmelsen, at den skulde ligge inde i Ejer, og her begyndte de så at bygge…reven ned af troldfolkene ovre i Møgelhøj. Nu sendte folkene i Ejer bud til en klog kone, som hed Ma Ram. Hun sagde, at de skulde tage et par hvide stude, som aldrig havde været i åg, ud på marken…" Det er altså Ma Ram og to studes fortjeneste, at Ovsted Kirke ligger, hvor den ligger.

Et andet sagn fortæller, at der på sydsiden af Møgelhøj står en enlig tjørn plantet over pestofre, ligesom en skat ligger under den. Af samme grund er der i dag flere huller i toppen af Møgelhøj. Eventyrlystne børn og voksne ramt af guldfeber har gravet løs ad flere omgange. Tjørnen står der for øvrigt stadig (!) og Bendt Børgesen har ikke aktuelle planer om at fælde den.



Grønt Partnerskab

Optimering af Sporet i Ejer Bjerge (læs mere om Spor i Landskabet) er finansieret som et Grønt Partnerskab af Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Skanderborg Kommunes Folkeoplysningsudvalg. Partnerskabet er udført i et samarbejde bestående af:
  • Lodsejer Bendt Børgesen
  • Lodsejer Holger Poulsen
  • Kultur og Borgerservice, Skanderborg Kommune ved Jesper Simonsen
  • Natur og Miljø, Skanderborg Kommune ved Thomas Brandt Ebbesen
  • Friluftsrådet ved Bent Brogaard
  • Naturstyrelsen ved Knud-Erik Hesselbjerg
  • Destination Skanderborg ved Susanne Midtiby og Marianne Purup
  • KFUM Spejderne Ejer Bavnehøj ved Michael Græm
  • Danmarks Naturfredningsforening ved Olaf Møller
  • Skanderborg Museum ved Ejvind Hertz
  • Ejer Bavnehøjs Venner ved Ole Jahn Svinding og Viggo Rasmussen
  • Konsulent, Landskabsarkitekt Bendt Nielsen



Del siden:
Sheltere med udsigt

Overnat i det fri tættest ved stjernerne.To sheltere, borde-bænke, bålplads med grill og multtoilet, informationstavler.
Læs mere

Mod nye Bavnehøjder

Realdania støtter et forprojekt, der skal afdække højdepunktets potentiale som national attraktion, formidlings- og mødested med baggrund i stedets kulturhistorie, landskab og natur.
Læs mere - Se video (2:57)