Nyheder

Nyhedsarkiv


Informationer på højeste sted

17-04-2009

Et højt ønske om en informationsbygning på Ejer Bavnehøj er godt på vej til at gå i opfyldelse.

Byrådet i Skanderborg har bevilget 214.000 kr. til en informationsbygning med kiosk og toiletter af kommunens pulje til kulturarv. Det skete 25. marts efter anbefaling fra Kultur- og Borgerserviceudvalget. Der er lagt vægt på, at kommunen ejer højdepunktet 170,35 meter over havet, og at det er udpeget som ét ud af fire kulturmiljøer i den gældende kommuneplan ”der skal fremtidssikre kommunens særegne kvaliteter og værdier.”

I forvejen har Ejer Baunehøjs Venner de sidste syv år gennemført en række forbedringer på toppen i samarbejde med Skanderborg Kommune. Det drejer sig blandt andet om total renovering af Genforeningstårnet opført i 1924, installering af en unik elevator i et tomt tårnben og granitfliser for at sikre tilgængeligheden for alle og en udvidet naturfredning. I 2007 anlagde man et velfungerende parkerings- og opholdsareal med stier, belysning og beplantning.

- Den nye bygning bliver kronen på værket, som understøtter stedets kulturhistoriske og naturmæssige kvaliteter. Det er i høj grad med til at fremtidssikre stedet, og tilfører attraktionsværdi. Derfor er jeg på vennernes vegne meget glad for politikernes økonomiske håndsrækning, siger Viggo Rasmussen, som formand for Ejer Baunehøjs Venner.

Rund og let bygning

Arkitektfirmaet KAMP ApS har tegnet informationsbygningen, der som modstykke til det massive, kantede tårn bliver rund og let. Foruden 4 toiletter – heraf ét til personale – bliver der en kiosk og depotrum.

Bygningen beklædes med informationstavler, og der er planer om en digital enhed med finger touch.

- Publikum skal selv kunne søge specifikke informationer om fx folkemøder, kongelige besøg, den nedbrændte Ejer Mølle, den evindelige højdestrid og sagnet om den frygtindgydende heks Maram. Hensigten er også, at der kommer særlige informationer om det populære friluftstilbud BestigBjerge.dk, der netop udspringer fra landets højeste punkt – incl. Møllehøj. Behovet for information, når man nu engang er kommet op, er stort, fortæller Viggo Rasmussen.

Carlsbergs Mindelelegat støtter informationstavler med 50.000 kr. og Friluftsrådet med 25.000 kr.

Søger de sidste fondsmidler

Realdania støtter allerede det spændende byggeri med 850.000 kr., mens Vanførefonden og Bevica Fonden har givet tilsammen 100.000 kr. til optimal tilgængelighed for personer med handicap. Ejer Baunehøjs Venner arbejder ihærdigt videre på at skaffe den resterende finansiering – som udgør ca. 250.000 kr. – inden spaden går i højen. Fredningsnævnet har godkendt bygningens opførelse, og der er givet landzone- og byggetilladelse.



Del siden:
Sheltere med udsigt

Overnat i det fri tættest ved stjernerne.To sheltere, borde-bænke, bålplads med grill og multtoilet, informationstavler.
Læs mere

Mod nye Bavnehøjder

Realdania støtter et forprojekt, der skal afdække højdepunktets potentiale som national attraktion, formidlings- og mødested med baggrund i stedets kulturhistorie, landskab og natur.
Læs mere - Se video (2:57)